FORFATTERHJÆLP

Replik fra forlag på konkurrencevindere

FORLAGET C&K

Novellen "Det tynde forhæng" vandt førstepræmien i Fyldepennens novellekonkurrence 2009. Præmien var en forlagsudtalelse, for at få en bedømmelse af forfatterens niveau.

Her er hvad C&K Forlag skrev:

"Først og fremmest tak til fyldepennen.dk for, at vi har fået lov til at læse jer over skulderen og komme med vores kommentar til Mikala Rosenkildes vindernovelle ”Det tynde forhæng”.

Som professionelt forlag er man altid på udkig efter talent. Vi læser mange manuskripter, som sendes uopfordret ind til forlaget. Der er skidt og kanel mellem hinanden. Men som professionel læser fordrer man grundlæggende, at en forfatter kan fange ens opmærksomhed. At forfatteren vil noget og er bevidst om sine virkemidler, og at vedkommende har sprog til at realisere sin ambition. Man kan mærke det meget tydeligt og tidligt, når man går i gang med at læse. Det er i virkeligheden meget banalt. Hvis ikke man bliver fanget ind fra første side, er der sjældent grund til at læse meget længere. I den forstand er forlæggere stand-ins for den ganske almindelige læser og sådan set bare en, der er god til at læse og får penge for at gøre det. Og som kan investere den tid og de penge som skal til for at realisere en udgivelse. Og så opøver man med tiden sig selv i at vurdere, hvorvidt en tekst indeholder nok talent til, at man vil arbejde videre med den sammen med forfatteren og ultimativt mangfoldiggøre teksten, så andre kan få glæde af at læse den.

Men talent er ikke nok. En tekst kan have sine momenter, men den kan mangle motivation og energi. Den kan have en original ide, men mangle sprog. Den kan være formelt veludført, godt komponeret osv., men alligevel være dødkedelig at læse. Men for at den bliver udgivelsesværdig, skal den være ’redigerbar’. Forfatteren skal være så langt med den og have så godt styr på sit stof, at vedkommende i samarbejde med redaktøren kan få sproget helt på plads og perfektionere teksten, så dens potentiale bliver udnyttet fuldt ud.

Samtidig gør man sig som forlægger alle de kommercielle overvejelser; om den færdige bog kan sælge, om man kan markedsføre den, om en udgivelse vil passe ind i forlagets profil osv. Men lad det ligge i denne omgang.

Undskyld den lange omvej. Men jeg tror, den er nødvendig for at forstå, hvordan vi forlæggere læser. Og for at forstå hvilke kriterier, vi vurderer Mikalas tekst efter.

Lad mig straks sige, at ”Det tynde forhæng” var en fornøjelse at læse.

Ved at vælge hovedpersonens/fortællerens indtaling på en diktafon får teksten en klar synsvinkel, der er ideel til at etablere et gys og en suspense, hvor læseren så at sige er på højde med fortællingen. Lidt ligesom når kameraet i en film har en persons point-of-view. Man bliver kastet direkte ind i fortællingen, og forfatteren har optimale muligheder for at manipulere læseren ved at lade historien udvikle sig i real time, samtidig med at man får flere og flere brikker til en forståelse af universet. En klassisk gyserteknik. Problemet er, at forfatteren virkelig skal holde tungen lige i munden, for hvis hun ’overforklarer’, bliver fortællesituationen undermineret og utroværdig – her er jo ret beset tale om, at kvinde taler til sin mand, direkte og uden omsvøb, så alle de underforståede ting, der vil være i en sådan monolog, kan man ikke videreformidle til læseren alt for tydeligt – så ryger troværdigheden. Det sker et par gange i løbet af teksten. Bl.a. i passagen ”Du tog riflen over skulderen og gik ud ad bagdøren. Jeg græd og bad dig blive, men du ville af sted.” Og senere med ”… da forskningscenteret CERN …” Men ellers er formen virkelig flot bemestret, og uhyggen kryber ind i læseren, efterhånden som de slimede varaner nærmer sig. Forfatteren får helt i starten etableret fortællingens univers, og den lille, uvirkelige spænding mellem normalitet og abnormitet skaber en fin suspense; det er jo en helt almindelig kvinde, der venter på sin mand, mens det stormer udenfor – men børnene får sovemiddel, og deres sår omkring mundvigen væsker, mens truslen lurer derude i mørket … Jeg synes, det er helt suverænt, som forfatteren en passant videregiver hverdagssansninger, samtidig med at fortællerens situation er så langt fra hverdagen som næsten overhovedet muligt: De mugne håndklæder i skuret, at hun lægger sig i mandens side af sengen … Meget flot.

Mht. til selve diktaton-monologen synes jeg kun én ting virker decideret utroværdig, nemlig at fortælleren lige pludselig, ud af det blå, til allersidst, fortæller, at hun mistænker manden for at have forladt familien med et andet formål end det, han har fortalt. Hvor kom den lige fra? Jeg synes, det ville være meget stærkere, hvis fortælleren (og dermed læseren) svævede i uvished om, hvor han egentlig var. Selve suspensen bliver skabt af hans fravær, ikke af at han lige pludselig skulle have en intention om at redde hele menneske(eller varan-)heden.

Det fører mig så til, at jeg synes, fortællingens hele to afsluttende epiloger, der indlejrer sig i hinanden, vil alt for meget og gør gyset mindre. Historiens styrke ligger i skildringen af uvishedens angst hos fortælleren. Derfor synes jeg helt klart, at historien skulle slutte, hvor fortælleren ser vielsesringen på krybets klo. Det var overraskende og superklamt og uhyggeligt. Og det apokalyptiske scifi-aspekt kan jo sagtens bibeholdes.

Hele den sidste scene med to varaner, der kigger på overvågningskameraer, er for langt ude efter denne læsers smag. Forfattere bruger i nogle tilfælde epiloger til at maskere, at de ikke kan løse fortællemæssige problemer inden for selve tekstens struktur. Hvis jeg skal være lidt fræk og polemisk, kunne man godt forestille sig, at det måske er sket her.

Jeg synes godt, at forfatteren i scenen med vielsesringen kan skifte til en tredjepersons fortæller og ikke behøver at lade scenen blive set af et konkret kamera. Altså kan det her være okay at bryde den ellers klare synsvinkel i resten af teksten. Man kunne også vælge at lade synsvinklen blive hos kvinden, men jeg kan godt se, at det har en styrke, at sceneriet lige pludselig er set udefra – og i øvrigt godt skrevet.

Hvis man skulle arbejde med ovennævnte ændringer, efterlader det dog et alvorligt problem, nemlig: Hvem er det, der spiller båndet for os? Og den er svær at løse. Den kan jeg ikke kringle på stående fod.

Men forfatteren skal vel også have noget at tænke over, kunne man bemærke lidt skælmsk.

Ovennævnte fjerner dog ikke indtrykket af en virkelig velskrivende forfatter, der har sproget i sin magt, kender sin genre og kan fange læseren. Det er alt nok i første omgang. Så hvis jeg havde fået ”Det tynde forhæng” tilsendt som manuskript, ville jeg kraftigt opfordre forfatteren til at arbejde videre med sit talent. For jeg mener virkelig, at de tekniske ting kan læres og raffineres. Det kan den kunstneriske fornemmelse ikke. Og den har Mikala Rosenkilde.

Karsten Nielsen
forlægger
C&K Forlag

FORLAGET FACET

Novellen "Legetøj" http://www.kongamato.dk/16124486
vandt førstepræmien i Fyldepennens novellekonkurrence 2008. Præmien var en forlagsudtalelse, for at få en bedømmelse af forfatterens niveau.

Her er hvad Forlaget Facet skrev:

Sommerkonkurrence på fyldepennen.dk 2008.

Vindernovelle: Legetøj af Mikala Rosenkilde .

Beskrivelse:

Novellesamlingen består af 8 tekster, som hver angives med en dato som titel. Datoerne strækker sig fra 12. juni 2014 til 24. december 2014.

I novellerne veksles der mellem forskellige geografiske lokaliteter og – skal det senere vise sig – mellem forskellige verdner.

Teksterne er korte og gennem forskellige personer beskrives jordens tilstand anno 2014: Ekstrem varme truer jordklodens liv. Strømme af klimaflygtninge rejser mod nordeuropæiske områder i håb om overlevelse. Der fortælles om udbrændte og forladte byer med lig i gaderne.

I korte sekvenser berøres menneskelige dilemmaer og etiske overvejelser, herunder tanker om utroskab, svangerskabsafbrydelse og klimaflygtninge.

På et værelse sidder en ’dreng’ og sveder over matematikopgaver. Drengen har fået nyt legetøj: Et spil med en kugle bag et plexiglas. Legetøjet ’passes’ ved at der trykkes på to blå knapper hver morgen. Drengens far har lovet at hjælpe med at sætte spillet op, men det er ikke sket, da faren har travlt…

Konklusion:

Selv om novellerne stritter i vidt forskellige retninger og til tider virker abrupte, lykkedes det fint for Mikala Rosenkilde at beskrive en dystopi, som i rammefortællingen indirekte er afhængig af en reptildrengs legetøj.

Klimaforandringerne går ikke væk af sig selv, og til trods for løfter fra ansvarlige politikere om nedbringelse af klimarelaterede udledninger, viser Mikala Rosenkilde, med slet skjult sarkasme, hvor svært det er for den enkelte borger at påtage sig et medansvar: Fordi vi ikke ved hvad vi skal gøre, og selvom vi måske nok ved hvad vi burde gøre, har vi, som reptildrengens far, svært ved at ændre tingene – og så har vi jo også vores vigtige skærme at passe…

Samlingen slutter med et citat fra låget på reptildrengens spilleæske: ”Solsystem med tilhørende jordklode. Skab din egen unikke Verden og vælg selv klima, geografi og befolkning. 13 sværhedsgrader. Garanti for lang tids underholdning. Køb det i dag!”

Mikala Rosenkilde påpeger at klimaforandringerne i høj grad afhænger af menneskets forbrug, og det er et vigtigt og relevant tema at bringe op – også i litteraturen.