 |
|
|
 |
|
"
D
et er fra kommunen
."
Den buttede sekretær åbnede modvilligt døren helt op ind til direktionskontoret.
"Det er vedrørende "Plan 2011."
Hendrik Mogensen, nyansat direktør, tiltrådt i forbindelse med sin fars eskalerende demens, løftede irriteret blikket fra www..fraekketvillinger..dk og så over på faderens aflagte sekretær Tina. Mod sin vilje kom han til at tænke på om hans fædrene ophav nogensinde havde bemærket de ualmindeligt velformede, og højtsiddende bryster hun gik rundt med? Hendrik skyndte sig at løfte blikket. "Vis ham endelig ind." Det var nok smartest at være venlig over for de kommunale. Hvad fanden var "Plan 2011"?- En ny afgift at platte de erhvervsdrivende med?
"Det er altså en hun..."
Den måde Tina fik anbragt femininummet på var nok til at det gav et gib i direktøren. Så tog han sig sammen. Hendrik slog ud med hånden over mod de udrangerede møbler. "Vi sidder dér." Han strøg sig over håret. "Måske vil du så skaffe os noget kaffe?"
Tina sendte ham dræberblikket, men trak sig tilbage. Hun hadede at lave kaffe, det vidste han godt - følte det degraderede hende. Hendrik kunne ikke lade være med at smile - Han huskede glimrende faderens kvaler.
Tina forsvandt ud af syne og kvinden i døren så venlig nok ud, som hun stod og trippede med den brune skindmappe mellem hænderne. Hendrik vinkede hende indenfor. Kvinden kom nærmere, lignede præcis en skrankepave, kaldt ud til lejligheden - men imødekommende åbenbart, - heldigvis.
"Hvad kan jeg hjælpe med?" Hendrik rejste sig halvt fra skrivebordet og rakte hånden frem. Spøjs type, for resten. Egentligt køn nok, men med bittesmå bryster, noterede han med det samme. Skulle han alligevel forsøge at invitere hende ud? Han orkede næsten ikke. Lang aften i klubben i går, havde egentligt lovet sig selv at gå tidligt i seng i aften. - Men der var nu noget over hende. Hendes øjne virkede så levende...
"Jeg har rekvireret noget kaffe. - sid ned," Han pegede over mod sofaerne. Der stod allerede sukker og brikmælk i små skåle. "Vi har det bedste forhold til kommunen..."
Firmaet solgte brevkuverter - troede kommunen at de kunne kradse ekstra skat ind? - Efter Internettets ankomst?
Kvinden der præsenterede sig som Franzisca ville gerne have sukker i kaffen. Da Hendrik rakte hende koppen lagde han mærke til de fintformede lange fingre. Neglene var malet svagt rosa. Der var faktisk noget delikat over hende. Et øjeblik forestillede han hende mellem kølige lagner i ungkarlelejligheden.
Det var først senere, at han mærkede koldsveden på panden. Tørrede den febrilsk, da han begyndte at høre efter sætningerne, hun udstødte.
"200.000 mennesker fødes hver dag på Jorden." Franzisca Berson så over på direktøren i drejestolen. "Vidste De det?"
Den blege, velklædte mand i den sorte kontorstol rystede på hovedet. Hænderne kørte nervøst over papirerne på skrivebordet, som udførte han beroligende bevægelser for sig selv. "Nej, det anede jeg ikke..."
"Det er der heller ikke mange, der tænker over," medgav Franzisca og tog en tår af den nu kolde kaffe foran sig. Hun så rundt i det dunkle kontor. Rystede diskret på hovedet.
Manden i stolen tørrede sig igen over panden med et lommetørklæde. "Og nogen må altså ofres?"
"Nogen må ofres," bekræftede Franzisca muntert og fandt den brune kontormappe frem. "Vi har som et forsøg valgt at gå efter branche, frem for fødselsår, som ellers."
Hun smilede, da hun placerede mappen på skrivebordet og slog den op, med fronten bortvendt fra manden. "Og vi kan jo ikke løbe fra, at kuvertbranchen er for nedadgående - efter Internettets ankomst..."
Hun rystede påtaget bekymret på hovedet, men kunne ikke tilbageholde smilet.
"Der er jo bare ikke plads på Jorden til os alle..." Hun hev en lang sprøjte op af mappen og trak en lille flaske frem. Det sort-hvide dødningehoved på etiketten blev kun delvist skjult af den lakerede tommelfingernegl. "... Så, hvis De venligst lige vil række håndledet frem?" De brune øjne tindrede.
"- Så kommer der et lille prik..."
”
N
u må du holde op!” Jens så irriteret på hende. ”Det var dig selv der ville!”
Kvinden i den alt for stramme blanke buksedragt, virrede rædselsslagen på hovedet. ”Jeg gør det ikke!”
”Pjat!” Jens vendte sig om mod piloten. ”Nu vil hun alligevel ikke!”
Piloten svarede ikke. Han talte med kontroltårnet i en række koder, der ikke sagde Jens noget.
”Hvorfor vil du ikke?” Han var nødt til at råbe. Støjen var øredøvende.
Merete rystede på hovedet og bed tænderne sammen. Hun klamrede sig til sædet og trak sig baglæns. ”Jeg gør det ikke!” Jens kunne ikke høre hende, men aflæste hendes læber.
”Er det stadig den drøm, der plager dig?” råbte han gennem motorstøjen.
Omsider nikkede hun. Forsøgte at løsne remmen under hagen, som ville hun pille hjelmen af igen.
”Lad den nu være! For pokker, er du klar over hvad vi har givet for denne her oplevelse!”
Merete så ned, ville ikke møde hans blik.
Den tredje mand i kabinen begyndte at åbne lugen med en solariebrun hånd. En iskold vind strømmede ind og ruskede i deres dragter. Vinden hylede. Jens så et glimt af de hvide skyer, der trak forbi på den blå, blå himmel.
”Kom nu!”
Merete rystede på hovedet. ”Jeg vil ikke – det går galt.”
Den solbrændte mand der aldrig havde fået præsenteret sig, smilede og rakte ud efter hende. ”Det er nu eller aldrig.” Hans smil virkede beroligende.
Omsider fik de trukket Merete frem til den åbne luge. Blæsten rev i det løse hår, der hang ud under den sølvfarvede hjelm. ”Du bliver så glad for billederne!”
”Tror du?”
Et lille skub og hun var ude. De nåede lige at se et glimt af hendes skrækslagne ansigt, før hun gled forbi dem og var væk, langt under dem.
”Så er det dig! Er du klar!”
Jens smilede og gjorde sig parat. Skulle lige til at springe, da han fik øje på bylten på sædet, hvor Merete havde siddet for et øjeblik siden.
”Hov skulle hun ikke have haft den dér på?”
”Hvad?” Manden kunne ikke høre hvad Jens sagde, men vendte så blikket i den retning kunden pegede. Så blegnede det solbrændte ansigt.
|
|
 |
|
|
|