Jeg hørte et bump og løftede hovedet for at kigge gennem vinduet. Mit blik faldt på taget af carporten.
Et sekund så vi hinanden ind i øjnene.
Jeg sprang op med et skrig. Hunden vågnede og væltede ned af sofaen. Den begyndte at gø. Løb frem og tilbage. Jeg dukkede mig, forsøgte at sidde helt stille og stirrede ud på taget.
Min kæreste kom styrtende fra badeværelset. Han var ved at barbere sig og de hvide flødeskumsklatter sad stadig på hans kinder. ”Hvad sker der?” Han havde skraberen i hånden. ”Er du kommet til skade?”
”Der sidder en flyveøgle!”
”Nej, nu stopper du!” Han rystede på hovedet og vendte sig om. ”Hold mund, Max!” Hunden tav.
”Der sidder en flyveøgle på taget af carporten,” hviskede jeg.
Han standsede. Hunden begyndte at pibe. ”Læg sig!” Vi sagde det i munden på hinanden. Jeg nærmest hvislede det ud af mundvigen. ”Forsigtig!” sagde jeg. ”Jeg kan høre, at den stadig er der.”
”Flyveøgle!” Min kæreste rullede med øjnene. ”Hvor er så den flyveøgle?” Han gik smilende over gulvet og stillede sig foran mig.
Jeg pegede forsigtigt. Jeg sad i en underlig akavet stilling, halvt på hug. ”Den sidder derude…”
Mikkel stivnede, da han fik øje på den. Jeg kikkede også. Den havde flyttet sig og sad nu på taget af terrassen, optaget af at spise en damehånd. Der sad en ring med en laksefarvet sten på den ene blodige finger. Jeg rejste mig forsigtigt.
Flyveøglen tog ingen notits af os og rev med et enkelt ryk pegefingeren løs. Den kastede hovedet bagover og lod den forsvinde i gabet. Jeg så hvordan halsens løse hud bulede ud, da den slugte den.
”Hvor er digitalkameraet?” Mikkel rakte hånden bagud.
Jeg fandt det i skabet og gav ham det.
”Tør dig lige,” sagde jeg og rakte ham håndklædet. ”Du har barberskum i hele hovedet.”
Han tørrede sig nødtørftigt og lod det falde på gulvet. Jeg samlede det op og lagde det på stolen.
”Der er jo ikke noget batteri på! Hvorfor er det ikke opladet?”
”Det aner jeg ikke, hvem har brugt det sidst?”
”Det har du!” Han tav og kom tilsyneladende i tanke om en sejltur til Hven med vennerne – og kameraet - sidste weekend. ”Har vi andre?”
Jeg rystede på hovedet. ”Nej, der er ikke film i.”
Flyveøglen havde spist op og begyndte nu at gå frem og tilbage på taget. De store kløer trådte hårdt i plastikken. Vi gik forsigtigt nærmere. Hunden knurrede.
”Hvad er det for en fugl?” spurgte min kæreste.
”Jeg tror ikke, det er en rigtig fugl.”
”Hvad skulle det så være? Det er vel en slags ørn.” Han gik hen til reolen og begyndte at trække leksikonet ud.
”Med tænder?”
Han stoppede. ”Den havde da ikke tænder? Nu må du holde op!” Han kikkede på mig, som han sommetider gør, når han mener, at min fantasi løber af med mig. Det gør han tit.
Der lød en buldren oppe fra taget. Vi kikkede ud og nåede lige at se den lette over hustagene. Ringen lå tilbage. Det føltes alt sammen meget underligt.
Telefonen ringede. Vi så på hinanden, før jeg tog den. Det var min mor. Vi skulle åbne for fjernsynet. Der var sket noget. Det klikkede i røret, før jeg nåede at fortælle hende om det.
Mikkel havde fundet fjernbetjeningen i sofaen og trykkede på en tilfældig tast. Vi røg ind på live-billeder fra Rådhuspladsen. Den var ved at blive spærret af. Folk i selvlysende jakker, spændte rød/hvide plastikstrimler ud. Der lå døde mennesker på jorden.
”Hvad sker der!” Han drejede hovedet mod mig.
”Schyy” Jeg vil høre, hvad de siger!” Mit hjerte bankede af ophidselse og frygt. Lige nu mest ophidselse.
En stemme, der lød som om den var ved at briste i gråd, trængte gennem lyden af sirener. Journalisten holdt mikrofonen op til munden og hans øjne virkede store og bange. ”Jeg står her med generalløjtnant H. C. Petersen.” Journalisten rømmede sig. ”Hvad sker der?”
Manden i den grønne militæruniform rankede sig og stirrede direkte ind i kameraet. ”Vi mener at have situationen fuldstændig under kontrol nu,” sagde han og kløede sig på næsen. ”Vi beder folk forlade området stille og ….”
Længere nåede han ikke, før der lød en serie høje drøn i baggrunden. Kameraet panorerede over på en række af smadrede biler, der rygende lå klemt sammen midt på Vesterbrogade. En gruppe af fugle havde taget opstilling nær Hovedbanegården og spærrede trafikken i begge retninger.
Kameraet gled tilbage over Rådhuspladsen og panorerede op mod tårnet. Der sad to mørke silhuetter på tagryggen. En besynderlig kontrast til sommerhimmelen i baggrunden.
En helikopter svævede støjende over dem. En skudsalve bragede og den ene fugl spjættede og gled ned af det stejle tag. Den landede med et vådt klask foran trappen.
Der lød en salve mere og den anden fugl lettede, baskende med de flagermuslignende vinger. Soldater myldrede pludselig frem overalt og løb foroverbøjet over mod kadaveret.
Journalisten kom tilbage i billedet. Han klemte hånden mod øresneglen, mens det lyse hår bølgede for vinden. Helikopteren svævede over ham. Han begyndte at løbe. Det rystede helt vildt i billedet, da fotografen besluttede sig for at løbe efter. Vi hørte ikke hvad journalisten sagde, for min kæreste skiftede pludselig kanal.