19. november 1995
Området
var stille, selv fuglene i papajatræerne bag havemuren tav.
Væsnet i det høje træ rakte en skællet klo ud og pressede sin spidse snude mod bladlaget. De røde øjne havde for længst indstillet sig på det svage lys fra daggryet og i et spring var den nede på jorden og satte kurs mod den hvide mur.
Sulten rev i tarmene og instinktivt forstod den at de varme fuglekroppe kunne nås gennem hønsegårdens tynde bræddevægge. Duften fra varmt bankende blod kildrende dens næsebor
En stærkere duft forvirrede et øjebliks sanserne og et sekund stod hun i skyggen, før hun ivrigt rettede opmærksomheden til venstre for sig. Hun tog et par hurtige hop fremad, mens hendes blik opmærksomt afsøgte området. Et lavt afskallet plankeværk adskilte de to grunde.
Morgengryet var endnu stille. Dyrets åndedræt var lille og gispende og stofskiftet højt, da de små skarpe kløer vippede slåen af kaninburets lås.
------
Den lille Maria tumlede gennem køkkenet med en livløs kanin i armene. Kinderne var stribede af tårer.
Violetta Tolentino var i gang med morgenmaden. Hun så op fra det ristede brød og tørrede hænderne i forklædet.
”Han er død, mor…” Maria gemte hovedet ved moderens bryst. ”Chico er død.”
Barnet krøllede sig sammen i hendes favn.
”Herregud, Maria…” Violetta så ned på dyret i sin datters arme. Så havde nabokonen altså ret. Den havde ikke været rask. Hun drøftede det i går aftes med sin mand. Hvis den døde, var det slut. Det var den samme ballade hver gang.
”Lad mig se.” Violetta rakte med et gran af ubehag ud efter den brune kanin. ”Vi kan begrave ham efter morgenmaden, skal vi det?”
Maria hikstede og snøftede hørligt ind. Hun afleverede alvorligt kaninen til moderen og strøg den over pelsen.
Dyrets øjne var brustne. Den spaltede mund stod åben og afslørede mejselformede tænder. Der var blod på poterne og bugen. Violetta undrede sig, da hun så sine blodige fingre, og skyndte sig at lægge et viskestykke over dyret. Så vaskede hun omhyggeligt hænder og rakte sæben videre til Maria. ”Vask dig og spis din morgenmad, så begraver vi ham bagefter. Du kan plukke nogle blomster til at lægge på graven, vil det ikke være fint?” Violetta strøg kærligt sin datter over håret og placerede hende i stolen ved bordet.
Barnet rakte ud efter brødet. ”Lågen til Chicos bur stod åben. – Det var derfor jeg opdagede det. Senora Mendosas hønsehus stod også åbent, mor…”
”Naboens?” svarede moderen åndsfraværende og spekulerede på, hvad hendes mand ville sige til en ny kanin.
Mens datteren spiste med ryggen til, tog Violetta diskret dyret og lagde den i en tom brændekurv udenfor døren. Hun gik tilbage til datteren, der spiste morgenmad, mens hun tørrede tårer bort fra mundvigen. ”Drik din mælk. Vi køber en anden til dig på lørdag…” Hun rakte pigen en skive brød. Altid den ballade, når de kæledyr døde…
Det bankede hårdt og utålmodigt på døren. Violetta rejste sig for at åbne, men nåede det ikke, før nabokonen hastigt klemte sig ind.
”Men, Senora Mendoza…” Violetta rakte forvirret ud efter den ældre dame.
Nabokonen satte sig stift ned. Hun dirrede over hele kroppen og så op på kvinden foran sig med slørede øjne. Hænderne rystede, da hun tog det glas vand, Violetta rakte hende. Den rynkede mund snappede efter vejret.
Det tomme blik fik den yngre kvinde til at reagere. ”Maria, gå ud og pluk nogle smukke blomster til Chicos grav, så kommer jeg om lidt.”
Den lille pige rejste sig og gik ud af køkkenet med et spørgende blik på sin mor.
”Skynd dig så!” Violetta puffede datteren ud. Hun lukkede døren og vendte sig mod naboen.
”Må jeg så høre!” Hun greb kvindens hænder. De var iskolde.